Anette brænder for foreningslivet

Anette Høgh Sonnichsen: 47 år, mentor og arbejder med rådgivning om innovation i uddannelsessystemet på Teknologisk Institut. Hun er med i FC Lejres sponsorudvalg og underviser pårørende til demens.

”Vi vil gerne have, at der kommer folk ned på banerne – også når det er seniorerne. Der er kolde øl og vand, og selvom man ikke interesserer sig for fodbold, vil man altid møde nogen. Og det kan jo godt være lidt svært i Lejre at finde ud af, hvor der sker noget. Jeg synes, at vi har et ansvar i klubben for at præge lokalsamfundet positivt”. 

Hele familien har været engageret i FC Lejre, siden deres børn begyndte til fodbold. Annette er koordinator for et sponsorteam, og hun har bagt et utal af kager, sørget for fælleskørsel til klubarrangementer og arrangeret fællesspisning i klubben. En del af klubbens nye sponsorstrategi er at finde nye måder, klubben og det lokale erhvervsliv får glæde af hinanden. Det har ført til en VIP sponsorlounge i miniformat på stadion i form af en VIP bænk, fadøl og grillpølser til aftener med vinsmagning i Lejres kulturhus Domus Felix.

FC Lejres værdisæt, fodbold, frirum og fællesskab, skal ikke bare gælde fodboldspillerne på banen, men også familierne og lokalsamfundet. Hvert år omsætter 150 frivillige for halvanden million kroner, når klubbens bod på Roskilde Festival sælger burgere - et arrangement, som Anette står for at organisere.

Fra København til natur, idrætsfaciliteter og tættere på familien

Annette og manden Dennis flyttede til Allerslev i 1999. Før det boede de i Nyboder i 10 år. De nære relationer til naboerne var med til, at de blevet boende så længe i København. Da Dennis ikke længere var i Søværnet, fandt de en byggegrund i udstykningen Sandbanken i Lejre og byggede et nyt hus.

Anette pendlede dengang til Dansk Industri på Rådhuspladsen, så det var vigtigt for valget af Lejre, at der var en togstation. Men det var også vigtigt med natur, idrætsfaciliteter og at komme tættere på Anettes forældre i Ejby. Pendlertiden var svær i starten, men den blev opvejet af den hjælp, de fik fra naboer og fra et par unge piger, der kunne hjælpe med at hente børn om eftermiddagen. Succes.