Carsten startede virksomheden Osted Nettet

Carsten Kofod-Jensen, 44 år, Osted, selvstændig IT-arkitekt, der har udviklet trådløs internetløsning til landområder uden fibernet

Da Carsten og hans daværende kone ledte efter hus, ville de egentlig gerne ud til vandet ved Solrød eller Karlslunde, men de faldt for 12 år siden for huset i Osted, som stod helt uberørt siden 68 og havde masser af potentiale og plads til en stor familie. Det var vigtigt for Carsten, der selv er vokset op ude på landet, at deres fælles børn havde mulighed for at kunne gå til fritidsaktiviteter og skole, uden at de skulle køres rundt. Carsten pendlede dengang ind til København, hvor han arbejdede som IT-arkitekt, og Osted lå tæt på byen, men var samtidig en hyggelig landsby uden så meget trafik.  Et krævende og stresset job, fire børn, morgentrafikken, men mest af alt en god ide, som havde vist sig at virke, fik i 2013 Carsten til at tage springet og starte firmaet Osted Nettet. Det startede som en internetløsning for Carsten selv, nogle naboer og en gårdejer med en høj silo, hvor sendepanelet kunne sidde.  I dag leverer Carsten trådløse internetløsninger til mange af de små selvstændige erhvervsdrivende, som bor i tyndt befolkede områder.  Han er også i dialog med mange bylaug og boligforeninger om deres udfordringer med utilstrækkeligt internet.

Carsten er med i Lejre Kommunes Erhvervsforum for at få et personligt netværk i kommunen. Han gør det også for at finde ud af, hvad der er af muligheder i forhold til kommunens bygninger, eller hvordan lovgivningen er, hvis der står nogle træer i vejen for sendesignalerne.  Han kan godt mærke, at der er forskellige behov og synspunkter blandt unge og ældre i forhold til, hvor vigtigt det er at have hurtigt internet. Carsten bruger lokale samarbejdspartnere, når der skal laves elektrikerfagligt arbejde eller graves dybt. Det ligger dybt i firmaets DNA at være lille og lokal. Derfor støtter Carsten også klubhuset og træningscenteret med trådløst internet. Carsten, der i dag har et femte barn på to år med sin kæreste, har børn i alle aldre. Han har primært lært naboer og byen at kende gennem børnenes skoler og institutioner. For 12 år siden havde Osted både Posthus, bager og apotek.  I dag er de funktioner samlet i Daglig-Brugsen og på nettet. Mødestederne i byen er blevet færre, men Carsten er med til at skabe nye mødesteder på nettet.

Vores Sted - Hvor mødesteder både er on- og offline

Vi fik kommunen til at beskære nogle træer ovre ved stadion for at vi kunne linke bedre ud til Osager. Det var der blandede meninger om. Kommunen valgte ikke at beskære træet men at fælde træet fordi der så var mindre vedligehold. Det var et kæmpestort piletræ, der stod nede ved åen, hvor der var knækket nogle grene af. Det er klart, at dem på petanque banen og nogle af pensionisterne blev forargede over, at de skar træet ned. Der er ingen tvivl om, at der er en generationskløft mellem os fra 50 år og nedefter, og dem der er ældre, om hvor vigtigt det er at få stabilt og hurtigt internet ud på landet. ”  – Carsten Kofod- Jensen