Claus står bag iværksætterhuset Spor 3

Claus Langer: 46 år, bor i Hvalsø og er iværksætter og partner i iværksætterhuset SPOR 3.

Tanken om at lave noget, der hvor vi bor og slippe for pendlingen - det var en fed tanke. Vi vil gerne skabe et rum, hvor man kan mødes med andre i samme situation, og vi ville gerne bidrage til andre med vores viden samt de rigtige rammer for udvikling”.

1. juni 2017 kunne Claus og Kristian slå dørene op til iværksætterhuset SPOR 3 ved Lejre station i den gamle bygning Lageret. Her kan pendlerne til Roskilde og København få en kaffe med om morgenen og lokale iværksættere lejer sig ind og får sparring, netværk og en kontorplads. 

Blev inspireret af vennepar 

Claus og hans kone flyttede i 2005 fra København til Hvalsø med deres tvillingedøtre. Lejligheden var blevet for trang, og da et vennepar flyttede til området, tog de springet og flyttede til et parcelhus i Hvalsø. Claus havde to år forinden startet et firma op sammen med partnerne Kristian Emborg og Lasse Sigdal. Det var en make-it-or-break-it tid, men firmaet voksede til en succesfuld 800 mands virksomhed. I 2015 solgte de tre partnere virksomheden, og Claus tog et år ud af kalenderen, hvor han gik og lavede gør-det-selv projekter og udtænkte nye idéer sammen med Kristian Emborg. Et år forinden var familien flyttet ud på en gård udenfor Hvalsø og havde realiseret drømmene om heste, høns, hunde, katte og kvæg. 

Kogræsserlaug og frivilligt arbejde

Claus er ved at samle et par naboer til et kogræsserlaug, som skal give medlemmerne lokal og dyrevenlig kvalitetskød. Claus har i flere år været bestyrelsesmedlem i Hvalsø Kulturnat og kasserer i musikforeningen Kulturkaravanen. Claus nyder det frivillige arbejde i lokalsamfundet, som er en god modsætning til bundlinjetænkningen i de virksomheder, som han også er en del af.

Når Claus ikke er i gang med etableringen af SPOR 3, med frivilligt arbejde i Hvalsø, eller med køerne på marken, kan han opleves i aktion som guitarist med sit punkband De Tunge Punge, der hylder provinslivet med sangtitler såsom Flexlån og Stillezone.