Kirsten er økologisk landmand

Navn: Kirsten Moeslund Sivertsen, 63 år, Kyndeløse, økologisk landmand, tidligere økonoma
Case: LØG Grøntsagskonsortium, Herslev klyngesamarbejdet, gårdbutik, Kyndeløse Bylaug

Da Kirsten mødte Johan for 25 år siden blev hun hurtigt en del af landsbyen Kyndeløse.  Det skete både gennem Johan og hans familie, som har boet på Stensbølgård gennem fem generationer, men også gennem bestyrelsesarbejdet i Kyndeløse Bylaug. Kirsten er selv vokset op på en gård ved Slagelse, og det har altid været naturligt for Kirsten at være tæt på dyrene og afgrøderne. Da Johan overtog gården fra sin far omlagde de landbruget til økologi. I dag har Kirsten og Johan mælkekvæg, som producerer mælk til Hansens Is, fire hektar grøntsager, 225 høns og en gårdbutik, hvor de sælger kød, grøntsager og æg fra gården og desuden andre økologiske varer, som du ikke finder i de nærliggende supermarkeder. Kirsten boede i København mens hun tog sin uddannelse som økonoma, men hun tog hjem hver weekend for at komme ud i det grønne. I mange år arbejdede Kirsten som leder i storkøkkener i Region Sjælland, men for fem år siden valgte hun at udleve drømmen om at dyrke grøntsager og lave gårdbutik og arbejde med de friske og lokale fødevarer og sælge direkte til forbrugeren. Kirsten er tilmeldt Landbrug og Fødevarers skoletjeneste og har derigennem mange besøg fra Københavnske skoler. Det er en stor nydelse for Kirsten at være med til at vise dem hvor maden kommer fra, at se børnene smage grøntsager og de søde majs ude i marken og se dem opleve dyrene og gårdens lugte. Som for mange andre fødevareproducenter er det en udfordring at planlægge produktion i forhold til afsætning, men Kirsten har flere forskellige afsætningskanaler. Hun leverer til den lokale Herslev Bryghus Café, Hvalsø Spisehus, Gershøj Kro og Hotel, til Kattinge Krauts produktion af fermenterede grøntsager, til Herslev Grønvirkes rødbedeketchup og til madskoler og fødevareselskaber i Roskilde og Lejre. Gennem det lokale samarbejde omkring Herslev Bryghus afsætter hun en del varer på Herslev Bryghus’ stand på markedet i Roskilde og aftager restproduktet masken fra ølproduktionen, som de fodrer køerne med. Kirsten har også været med i opstarten af LØG – Lejre Økologiske Grøntsagskonsortium i 2016, hvor Lejre Kommune bidrog med ekstern rådgivning om afsætningsmuligheder.  Kirsten og Johan har haft held med at danne lokale partnerskaber og at gøre Stensbølgård til en åben gård, hvor der både kommer sommerhusgæster, københavnerbørn, skoler, landbrugselever og Woof’ere fra andre lande på arbejdsophold. Det er ikke kedeligt at bo på landet når byen og verden kommer til én. 

 

Vores Sted – hvor producentsamarbejder styrker den lokale fødevareproduktion og relationen til storbyen

 ”Jeg vil gerne lave nogle gode råvarer og sælge til folk, så de kan få et alternativ til det de kan få nede i supermarkedet.  Vi sælger friskhøstede grøntsager lige ude fra marken og der er jord på dem, fordi folk gerne må se, hvordan grøntsager virkelig ser ud.

Jeg synes jo at det har været godt at Lejre Kommune i de senere år har haft fokus på økologien og har skabt nogle møder og mødesteder for producenter i Lejre Kommune. Vi arbejder i forvejen meget sammen med de andre økologiske mælkeproducenter i Lejre. ”- Kirsten Sivertsen