Malene er glad for fællesskabet i Højby

Navn: Malene Savange Ringgaard, 31 år, geograf og naturmedarbejder
Case: Borgerdrevet naturpleje af gravhøj i Højby. Oprensning af gadekæret i Højby

Malene og hendes mand Rasmus, der også er geograf, fik deres to børn på 6 og 3 år allerede i studieårene mens de boede i studielejlighed på Amager og senere i lejlighed i Valby. De var sikre på, at de ikke skulle blive på stenbroen i København, så da de fik mulighed for at leje et hus i Roskilde sprang de til. Men Roskilde var mere end hvad budgettet kunne holde til.  De kiggede både mod Hillerød og Lejre, som begge var steder med en rig natur og en passende afstand til byen. Malene var heldig at få job i Køge Kommune og i 2016 kunne de derfor købe deres første hus på en bakketop i landsbyen Højby med en udsigt, der rækker langt ud over Sjælland. At det ikke blev Hillerød skyldtes mest af alt, at det er lettere at køre til Malenes forældre i Nyborg på Fyn fra Lejre. Det var også et plus at Malenes mand kunne cykle ind til sit arbejde i Roskilde, eller vælge at tage toget fra Lejre st. Deres datter startede i Allerslev Skole, hvor hun stolt selv cykler de halvanden kilometer ind til skolen, og de fik hurtigt plads til deres søn i en lille Rudolf Steiner børnehave. Malene kan godt mærke, at de er gået ned i udbud af kulturelle aktiviteter i forhold til Roskilde, men til gengæld har de på kun et år oplevet det stærke fællesskab i Højby, som de godt nok havde hørt om, men som alligevel kom bag på dem. Familien har været med til bylaugets årlige traditioner, som i august består af sommerfest og i september oprenses gadekæret. Malene inviterede sidste forår folk i byen til at hjælpe med at fælde træer og buske på den gravhøj, som ligger på deres grund midt i Højby.  Der mødte 20 voksne og børn op, som havde en sjov dag med at fælde, slæbe og spise Malenes kage. Malene havde i forvejen lavet aftale med kommunen om at stille sandwiches, stiger og reb til rådighed og fjerne de trækroner og kvas, som naboerne ikke kunne bruge til brænde. Det er gået hurtigt med at falde til for familien. Det er især på grund af de små hverdagsting, som fx at naboerne passer hinandens høns når man er på ferie, og samt sommer- og nytårs-kom-sammen, der gør det nemt at falde til. Malene har også engageret sig i at søge fonde til en ny legeplads i børnehaven. I fremtiden kunne det også blive til et engagement i den fælles frugtlund i Lejre og i etablering af vinmarker, men det er lige med at finde en balance i familieliv, arbejde og fritidsliv.

Vores Sted – Hvor vi tager vare på vores små landsbyer, som lever og gror

Det er et meget, meget stærkt lokalt engagement, der er her. Jeg har en fornemmelse af, at jeg kender 80 % af dem der bor her allerede på det år jeg har boet her. Før vi kom til har de søgt om at få lov at lave en oplevelsesbro, ved gadekæret, hvor man kan stå og fiske, og der er mange, der går ture inde fra Lejre herud til gadekæret. Det bruger vi jo også selv lige at gå sådan en rundtur og vi har haft haletudser til at stå herhjemme i vindueskarmen indtil de tabte halerne.” – Malene Savange Ringgaard